I
Under tykke bladhangs dække,
Hvor fine fnug sner fra stjernerne,
Sagte stemmer forkynder deres sorger,
Fabledyr fra de brune sprækker
Spyr stråler i marmorbassinerne,
Hvorfra de små bække iler klagende:
Kommer kerter og antænder krattet,
Hvide former deler vandet.
II
Lunde i dette paradis
Veksler med blomsterenge
Haller, broget bemalede fliser.
Slanke storke-snabler kruser
Damme, som fisk får til at changere,
Rækker af fugle i mat skær
Slår triller på skifer-tagrygge
Og de gyldne siv suser -
Dog min drøm forfølger kun ét.
III
Som en uerfaren trådte jeg ind i din nærhed
Ingen måben var førhen i mit ansigt,
Intet ønske var vakt, før jeg så dig.
Se til de unge foldede hænder med gunst
Vælg mig til den, der tjener dig
Og beskyt med forbarmende tålmodighed
Dén, der endnu snubler på så fremmede stier.
IV
Først da mine læber er ubevægelige og brænder,
Går det op for mig, hvorhen min fod bevæger sig:
I andre herrers prægtige domæne.
Stadig var det måske muligt at løsrive mig,
Da forekom det, som om gennem høje gitterstave
Blikket, for hvilket jeg uafladelig knæler,
Spørgende søgte mig, eller gav mig tegn.
V
Sig mig på hvilken sti
Hun i dag træder –
Så jeg fra den rigeste kiste
Kan hente sart silkevæv,
Plukke roser og violer,
Så jeg kan udbrede min kind,
Taburet under hendes såler
VI
Al gerning er jeg fremdeles død overfor.
At kalde dig nær i tanken,
At udspinde ny samtale med dig,
Tjeneste og løn, tilladelse og forbud,
Fremmest er kun denne nød
Og gråd, over at billederne,
Der trives i skønt mørke, altid flyr –
Når den kolde klare morgen truer.
VII
Angst og håb plager mig skiftende,
Mine ord læner sig ind i suk,
Så heftige følelser trænger mig,
At jeg ikke bryder mig om hvile og søvn,
At mit leje flyder i tårer,
At jeg viser enhver glæde fra mig,
At jeg ikke begærer nogen vens trøst.
VIII
Hvis jeg ikke berører dit legeme i dag,
Vil min sjæls tråde sønderrives
Som for hårdt udspændte sener.
Kærlighedstegn bliver sørgeflor
For mig, som lider, siden jeg blev din.
Døm, om jeg har fortjent sådan kval?
Overøs mig, den feberhede, med kølighed,
Som vaklende udenfor læner sig.
IX
Streng er os lykken og skrøbelig,
Hvad formår et kort kys?
En regndråbes dryp
I det sviende, blege øde,
Som sluger det uden nydelse,
Må være ny vederkvægelse foruden,
Og må springe af ny glød.
X
Det smukke bed betragter jeg i spændt venten,
Det er omgærdet af purpursorte torne,
Fra det rager kalke med plettede sporer op,
Og bevingede, nejende (bøjede) ungtyre,
Og (en plante), vandgrøn og rund
Og i midten klokker, hvide og milde –
Hendes fugtige mund ånder et åndedrag
Som sød frugt fra himmelske egne.
XI
Da vi bag de blomsterbegroede porte
Endelig sansede kun hinandens åndedrag,
Var det tænkte (opdigtede) saligheder?
Jeg husker, at vi som svage siv
Begge stumt begyndte at skælve
Når vi blot stille rørte på os
Og at vore øjne randt –
Sådan forblev du længe ved min side.
XII
Da i hellig ro i dybe enge
Om vor søvn vore hænder smyger sig,
Lindrer tilbedelse vore legemers brand:
Tænk da ikke på de uformelige skygger,
Som vugger frem og tilbage på muren,
Ikke på vægteren, der hurtigt kan skille os,
Og ikke på, at det hvide sand foran byen
Er beredt at drikke vores varme blod.
XIII
Du læner dig mod en sølvpil
Ved bredden, med viftens stive kniplinger
Skærmer du hovedet som med lyn
Og fingererer, som om du legede, dit smykke.
Jeg er i båden – iagttagende løvhanget –
I hvilken jeg forgæves bød dig at stige ned…
Jeg ser pilene, der bøjer sig dybere
Og blomster, der flyder, strøet i vandet.
XIV
Tal ikke altid
Om løvet,
Røvet af vinden,
Om knuste
Modne kvæder,
Om skridtene
Af ødelæggeren
Sent på året.
Om guldsmedenes
Sitren
I uvejret
Og om lysene,
Hvis flimmer er
Omskifteligt.
XV
Vi befolkede de aften-dystre
Pavillioner, lyse templer, sti og bed
Glade – hun med smil, jeg med skælven –
Nu er det vist, at hun går for altid.
Høje blomster blegner eller brækker,
Dammens glas blegner og brydes
Og jeg træder forkert i det rådne græs,
Palmer stikker med de spidse fingre.
Mørnede blades hvislende vrimmel
Jager rykvis usynlige hænder
Derude rundt om Edens gustne vægge.
Natten er overskyet og kvalm. |